Nabohjælp
Hvorfor tilmelde sig til NABOHJÆLP?
Nabohjælp kan forebygge hvert 4. indbrud
Nabohjælp er meget udbredt i Danmark, men kun nogle husstande i Luneparken er tilmeldt ordningen. Faktisk laver to ud af tre aftaler med deres naboer, når de er bortrejste. Og det med god grund, for nabohjælp er en effektiv måde at skabe mere tryghed og nedbringe risikoen for indbrud.
Faste rammer gør nabohjælp mere effektiv.
Nabohjælp fungerer endnu bedre, hvis der skabes faste rammer for arbejde. Faktisk viser undersøgelser, at op til hvert 4. indbrud kan undgås med organiseret nabohjælp.
Ny udgave af den kendte Nabohjælpsordning
Nabohjælp blev lanceret første gang i 1986 af Det Kriminalpræventive Råd. De kendte skilte og klistermærker, har gennem de sidste 26 år hjulpet danskere med at undgå indbrud og skabe større tryghed i deres nærområde. Nu er ordningen suppleret med en række tiltag, der gør det nemmere at organisere og planlægge nabohjælp – i hverdagen og i forbindelse med ferier.
Sådan nabohjælper du
Med det nye Nabohjælp er det nemt for dig og dit netværk at hjælpe hinanden, når en af jer er på ferie. I slipper for besværet med at udveksle nøgler og telefonnumre, og fordi I er flere om opgaven, skal du måske kun kigge forbi naboens hus et par gange i løbet af ferien.
Tjekliste til nabohjælpen
Som nabohjælper er din vigtigste opgave at snyde tyven til at tro, at der er nogen hjemme i huset. Det er hurtigt klaret, hvis du husker disse fire punkter
- Gå en runde om huset
- Læg affald i skraldespanden
- Parker din cykel eller bil foran huset
- Vær generelt opmærksom på huset
Beskeder giver tryghed
Med Nabohjælp kan du nyde din ferie uden at spekulere på, om du kommer hjem til ubehagelige overraskelser. Under ferien kan du nemlig modtage beskeder fra dine nabohjælpere om, hvordan det står til med dit hus. Det gælder både, hvis alt er ok, men du kan også få besked, hvis uheldet skulle være ude og der har været indbrud eller fx vandskade i dit hus.
Beskeder, når du er på ferie
Når dine nabohjælpere har været forbi dit hus, sender vedkommende en besked til dig om, at alt er ok. Skulle det ske, at der har været indbrud, indbrudsforsøg, vandskade eller anden skade på huset, får du også besked om dette. Samtidig sørger dine nabohjælpere for at kontakte de nødvendige personer, som kan tage sig af den konkrete situation i dit hus.
Beskeder til din kontaktperson
Når du bliver nabohjælper, opfordrer vi dig til at vælge en kontaktperson, som kan træde til, hvis der opstår en akut situation under din ferie. Hvis du fx får indbrud eller en vandskade i kælderen, vil din kontaktperson blive ringet op af dine nabohjælpere og tage sig af det praktiske. Din kontaktperson kan være en ven eller et familiemedlem.
Beskeder, når du er hjemme
Du kan vælge at få en besked, hvis andre nabohjælpere i dit nærområde udsender et varsel om indbrud, indbrudsforsøg eller mistænkelig adfærd. Så kan du være ekstra opmærksom og tage dine forholdsregler.
Hvordan virker det, hvad skal jeg gøre, og hvorfor skal jeg gøre det?
En folder giver svaret – let og overskueligt . Tryk her (http://www.nabohjælp.dk)